Tekst & fotos ©Copyright
Tonny Brandt Andersen.
|
Glasmallen er siden 1934 en populær malle til selskabsakvariet på grund af sit udseende. Den hører til familien af ægte maller Siluidae, og dermed også samme familie som de to europæiske maller. Denne familie indeholder nogle af de rigtig store, og bestemt uegnede maller til akvarier. For eksempel vil en malle på flere meter, kræve noget af en balje for at kunne få god svømmeplads. Det er derfor dejligt, at den meget specielle glasmalle er en stille og rolig malle, der ikke gør andre fisk eller akvariets planter fortræd. Derimod skal man ved anskaffelse af denne malle sikre sig, at man ikke har alt for stressende eller aggressive beboer i akvariet sammen med glasmallen. Den er ikke meget for hurtigsvømmende fisk som for eksempel zebrafisken.
I akvariet bør denne art altid holdes i grupper på mindst 5-6 stykker, meget gerne flere. Holder man en enkelt glasmalle i et akvarium, vil den udvise en anderledes adfærd, hvor man vil se den svømme hurtigt frem og tilbage, som om den søger efter artsfæller, fulgt af perioder, hvor den står stille for at hvile. Denne adfærd vil ende op med, at fisken syner hen og dør.
Akvariet indrettes med fri svømmeplads, men meget vigtigt er en efterligning af dens naturlige levested. Den er at finde i let strømmende floder, hvor den holder til i plantetykninger ved brinken. En opbygning med mange planter og eventuelt trærødder, vil kunne gøre det ud for dette. Og er udstrømmeren fra filteret placeret korrekt, vil man også kunne efterligne det svagt strømmende flodvand, der passerer langs brinken.
Glasmallen er ikke som så mange andre maller nat- eller skumringsaktiv. Glasmallen er en dagsaktiv pelagisk malle, det vil sige en malle der svømmer frit i vandet, i stedet for f.eks. at være bundlevende.
Glasmallen eller indisk glasmalle, som den også kaldes, har sit naturlige udbredelsesområde fra Sri Lanka til Bagindien, Thailand, Malaysia og de indonesiske øer Sumatra, Java og Borneo. Den bliver ikke over 15 cm, og er fredelig overfor akvariets øvrige beboer, dog vil den tage yngel, da den er plankton/insektæder. I akvariet vil den tage levende dafnier og myggelarver, men den vil også gerne spise frossent foder og flagefoder. Da skal man bare regne med, at det ikke er naturligt for glasmallen at finde sin føde ved eller på bunden. Det vil sige at foder der først der landet på bunden, ikke bliver spist af denne fisk.
Der er ikke noget specielt svært ved at holde glasmallen, vandværdierne spiller ikke den store rolle for at holde den, men den befinder sig bedst på en pH mellem 6,5 og 7,5 og en temperatur mellem 20 og 26 grader C. Dog kan det være du skal gøre noget ved vandet for at opdrætte den. På lave temperaturer er den dog følsom overfor hvide pletter, og det kan også være en følsom fisk at flytte. Det er ikke usædvanlig at der dør en fisk eller to efter du kommer hjem med dem, men når de først er kommet på plads i akvariet går de fint. Finder du på at flytte dem, eller rode meget rundt i akvariet, vil du se, at de i den første tid derefter vil være meget sky, men det vil fortage sige igen.
Udseende.
Ja, den ser da lidt underlig ud - ikke? Jeg hører ofte folk sige "hvad er det", "orv, har du set den der" eller "nej, en gennemsigtig fisk" når de ser mine glasmaller, men selv syntes jeg nu det er en flot fisk. Den er ikke rød eller orange, og derfor ikke det første man får øje på i et akvarium, men er det ikke også hele idéen med et akvarium. Man SKAL ikke have opdaget det hele med ét øjekast. Er et akvarium rigtig bygget op, kan man "gå på opdagelse", og sætter man sig stille foran et akvarium og nyder det, vil ens øjne på et tidspunkt falde på den lille fredelige stime af glasfisk, og man vil så igen og igen været tiltrukket af dem, og lige skulle se hvad de underlige skabninger nu laver.
Glasfisken Kryptopterus bicirrhis er en langstrakt meget sammentrykket fisk. Den har forholdsvist store øjne, som sidder placeret tæt ved munden. Det er tydeligt at se hvordan mallen er bygget op, med dens indre organer forrest i kroppen i en sølvskinnende sæk, og en, i forhold til fiskens totallænge, forholdsvis meget lang bagkrop, som er tydelig gennemsigtig, hvorved man nemt kan se fiskens skelet. Den har kun én rygfinnestråle, men en meget lang gatfinne (bestående af 53-70 finnestråler), som ikke er forbundet med halefinnen. Halefinnen er stærkt kløftet, med den nederste som værende den største. Ved munden har den ét par meget lange skægtråde.
Mallen er gennemsigtig over det meste af kroppen, men lige over brystfinnerne findes der en violet plet, og så er finnekanterne svagt sorte. I et bestemt lys vil glasfisken dog reflekterer i alle regnbuens farver, og i tusmørke vil den kunne fremtræde næsten fluorescerende blå. Der er ikke nogen synlige kønsforskel, selv om det siges, at hanner altid er mindre og mere slanke end hunnerne.
Det er også rapporteret, at glasmallen kan adopterer en skyggelignende farvetegning, mens den står og hviler sig i skyggefulde plantepartier. Til andre tider kan den have meget smalle mørke længdestriber.
Opdræt.
Der hersker stadig megen mystik omkring opdræt af denne fisk, men et par enkelte usikre beskrivelser vil jeg gerne citerer. I det engelske tidsskrift "The Aquarist" fortalte D.C. Powell i 1980 hvorledes det var lykkedes at opfodre to unger af glasmallen, som pludselig var dukket op i akvariet. Til opfodringen blev der brugt infusorier og senere dafnier, men hvordan ungerne var blevet til vides ikke.
Der findes ikke nogen beskrivelse af legen, men i det tyske tidsskrift "DATZ (også fra 1980) har O. Böhm i den forbindelse fortalt om anderledes adfærd, hvor fiskene trak sigt ind mellem planterne. I 1979 var der en mere udførlig beskrivelse af en ændring i adfærd hos glasfisk i det tyske Aquarien- und Terrarien Magazin. Det var U. Thieme der fortalte hvorledes hans fem glasmaller pludselig var farvet hvide bag tarmåbningen, og opgav at gå i stime. Denne adfærd er også opserveret af andre akvarister. Fiskene svømmede parvis hurtigt frem og tilbage gennem akvariets kraftigste vandstrøm. Alt imens den største hele tiden holdt kontakt med den mindre part, ved hjælp af de to skægtråde. Hele denne adfærd virkede meget som enten leg eller optakt til leg, men efter 14 dage forsvandt den hvide farve ved gattet, og fiskene svømmede igen ganske roligt rundt, som de ellers altid havde gjort.
Thieme havde til hans akvarievand tilsat noget salt, men ellers er der ikke nogle oplysninger for andre at holde sig til. Det skulle dog være sjovt, at kunne lykkes med opdræt at glasmaller. Alt tyder på, at det ikke er helt håbløst, men er glasfisken ikke også bare en af de fisk, som er sjove i et selskabsakvarium, men ikke særlig spændende for en "rigtig akvarist".
Litteratur.
Schaefer, C. Das Grosse Buch der Welse, Bede 1996.
Loiselle, P.V. Hobbyist Guide to Catfish and Loaches, Tetra 1993.
Sterba, G. Süsswasserfische aus aller Welt, Urania 1959.
Larsen, B.B. & Hansen, F.I. Maller, Clausen 1986.
Franke, H-J. Handbuch der Welskunde, Landbuch 1985.
Burgess, W.E. Atlas of Freshwater and Marine Catfishes, TFH 1989.
|
